Tekstil og dragter

NÅLEBINDING

Før strikningen blev kendt i Norden blev varme sokker og vanter bundet med en nål. Nålebinding er en historisk teknik, som ikke kun er kendt fra flere perioder af Nordens historie, men teknikken er også kendt fra andre dele af verdenen. Hvornår nålebinding er opstået, og hvordan den har udviklet sig, er endnu uklart. Det er muligt, at teknikken, som så mange andre tekstile teknikker, er opstået i Mellemøsten, og at den derfra har spredt sig til Europa. Dog tyder materialet fra Norden på at teknikken i en periode har
været almindelig brugt som husflidshåndværk. Nålebinding blev i løbet af middelalderen udkonkurreret af strikning. Teknikken blev dog i visse egne af Skandinavien videreført som en del af folkekunsten. Da folkemindesamlerne blev opmærksomme på denne teknik i begyndelsen af det 20. århundrede var traditionen
næsten uddød. Vores viden bygger derfor udelukkende på, hvad vi kan se ud af de nålebundne genstande, vi har bevaret. I 1970’erne forsøgte håndarbejdsverdenen i Danmark at gøre historiske teknikker moderne. Det lykkedes ikke for nålebindingens vedkommende, der i dag nok er en smule mere kendt, men ikke mere brugt end for 100 år siden. Det er dog gået betydelig frem de sidste 15 år, siden jeg startede mit arbejde med denne ukendte teknik og nålebinding ses nu udført på langt de fleste vikinge- og middelaldermarkeder.

Nålebinding i middelalderen
Tidligere var det kendt at det ældste stykke nålebinding en vante fra Åsle mose i Sverige dateret til 1. årh. e.kr. Vanten er imidlertid blevet omdateret og placeres nu i 1600-tallet. Således er det først fra middelalderen har vi en større mængde af nålebundne tekstiler. Fra 900-tallet kender vi kappebåndene fra Mammen, Yorksokken og et par islandske vanter udført i middelalderstinget. Fra 1100-, 1200- og 1300-tallet kendes Oslovanten, Lundvanten, Uppsalasokken og Söderköpingsokken samt en vante fra en mandsgrav i Finland. Desuden er også et lille stykke fra Müsen i Tyskland bevaret. Vanten fra Finland skiller sig ud. Den er stingbestemt til Type VII så hvert sting er bygget op af 7 løkker.
Resten af fundene er af stingtyperne middelalderstinget og mammenstinget. Ser man bort fra Mammenfundet kendetegner denne gruppe af fund sig ved at være tekstiler af en grovere uldkvalitet. Det er fund fra byer så de nålebundne vanter og sokker har nok holdt byens borgere varme om vinteren. Fundene har altså haft en praktisk funktion i en verdslig verden.


Liturgiske handsker

Fra Centraleuropa har vi en gruppe af handsker og strømper med symbolsk betydning. Biskopperne blev i middelalderen begravet i fuld ornat. I en række bispegrave fra tidlig middelalder er hånd- og fodbeklædningen tildannet i nålebinding. Et eksempel på sådanne biskoppelige strømper kendes fra Skt. Marcel kirkeskatten i Delsberg, Schweiz dateret til 1100-tallet. I Skt. Trinità kirke i Firenze, Italien, er handsker, der tilskrives den hellige Bernardo degli Uberti, bevaret. Ligeledes kendes handsker fra Skt. Sernin i
Touluose og Anjou i Frankrig begge dateret til 1200-tallet. Anjou-handskerne tilskrives den Hellige Ludvig og dateres med hans død til 1297. Et sidste stykke af en handske er kendt fra en bispegrav i Speyer Domkirke, Tyskland. Litteraturen er sparsom med detaljerede oplysninger og mange af disse genstande er ikke grundigt undersøgt. Denne gruppe af nålebundne tekstiler er dog langt finere i udformning og materialer end den ovenfor beskrevne gruppe. Handskerne er fingerhandsker og ikke vanter. Delsberg-strømperne er tildannet af hørtråd og lidt grovere i kvaliteten end stykket af silketråd fra Speyer. Ingen af handskerne er stingbestemt. Delsberg-strømperne er sandsynligvis et unikum da
lange hoser af vævet stof, som også kendes fra den verdslige verden, synes at være det gængse. Det ser ud til at der i de biskoppelige handsker er et modeskift fra nålebundne handsker til strikkede handsker. Fra slutningen af 1300-tallet indeholder bispegravene således kun strikkede handsker. Om disse
kirkelige tekstiler er produceret her i Europa eller om de er importeret fra Mellemøsten, som så mange andre tekstiler blev i den tidlige middelalder, kan ikke umiddelbart fastslås. Der er dog en klar forskel i materiale og kvalitet mellem de nordiske og europæiske fund fra denne periode.

Nålebinding i den nordiske folkekunst
Et stort materiale fra nyere tid er bevaret rundt omkring på de nordiske folkemuseer. I starten af 1900-tallet blev nålebindingen genopdaget af en svensk folkemindesamler der i visse egne af Sverige fandt teknikken bevaret som folkekunst. De stingtyper hun fandt frem til var middelalderstinget, mammenstinget og vantestinget. En af de største genstandsgrupper består af sier udført i fæhår. Disse sier har sammen med en skål og et bræt af træ været anvendt i forbindelse med ølbrygning og mælkeforarbejdning. Derudover kendes også vanter af hvid uld udført i nålebinding broderet med blomsterranker i farvet garn. Enkelte langskaftede strømper kendes også samt en slags mellemsokker af fæhår der blev båret som isolering mellem sokken og støvlen.Langt de fleste sier udført i fæhår er af en meget simple type med kun en løkke. Der findes dog eksempler på hårsier af både middelalderstinget, mammenstinget og vantestinget. Mellemsokker af fæhår kendes overvejende udført i middelalderstinget hvorimod vanter og andet af uld ikke kendes udført i middelalderstinget fra denne periode i Norge og Sverige. Uldvanter er derimod ofte udført i manmmenstinget og vantestinget ligesom enkelte vanter også kendes udført i Type IV. Langskaftede strømper kendes fra
Finland i mammenstinget og fra Norge i vantestinget.

Nålebindingens udbredelse

Gennem det materiale vi har bevaret i dag ved vi at nålebindingen har været en del af husflidsproduktionen i de skandinaviske hjem fra den tidlige middelalder og til ind i renæssancen. Åslevanten beviser at teknikken har været kendt længe før den periode, men vi ved ikke hvor almindelig nålebinding har været i jernalderen. Måske er Tybrind Vig-stykket et forstadium til Type I som så kan
sandsynliggøre at nålebinding er udviklet af kurveteknikker, men der er langt fra Tybrind Vig-stykket til Åsleteknikken, og vi har intet bevaret til at belyse perioden derimellem. Fundene fra de europæiske bispegrave beviser at nålebinding også var kendt i middelalderens Europa. Om handskerne er importeret fra Mellemøsten som resten af den tids pragttekstiler eller om der har været en professionel håndværksproduktion i Europa, kan ikke vides med sikkerhed. Der er ikke nogen oversigt over hvor meget nålebinding der er bevaret i Europa så det kan hverken bekræftes eller afvises om nålebinding har været lige så udbredt i
resten af Europa som det har været i Norden. Teknikken har også været kendt i andre dele af verden. En egyptisk sok i mammenstinget fra samme periode som Åslevanten beviser dette. Også den dag i dag kan små nålebundne huer købes på egyptiske markeder. Selvom nålebinding i dag ikke er nogen velkendt
tekstilteknik så peger fund fra nyere tid på at teknikken nogle steder i Norden ikke blev helt glemt. Især i Finland og dele af Norge og Sverige lader det til at nålebinding har været udbredt og alment kendt. Men hvor nålebinding fortrinsvis kun bruges til fod- og håndbeklædning er strikningen også velegnet til større flader som trøjer der er meget brugt i den nordiske folkedragt.
Nålebindingen derimod er velegnet til andre materialer end uld som f.eks. fæhår. Kombinationen nålebinding/fæhår giver solide og stærke produkter. Strikningens fordele er at arbejdet er lettere end nålebinding. Med en fortløbende tråd og de lette retmasker kan strikning udføres uden større fokusering på arbejdet. Alt tyder på at strikningen langsomt, men sikkert, har overtaget
nålebindingens funktion som hånd- og fodbeklædning. Nålebindingen blev således skiftet ud med en mere fordelagtig teknik og til sidst glemt. Nålebindingens historie på verdensplan er stadig meget uklar. Med dette lille hæfte håber jeg at der forhåbentlig nu er én mere der kender nålebindingens nordiske historie og denne historiske tekniks mangfoldighed og variationer.

Fig. 1: Bispehandske fra Skt. Trinita, Firenze, Italien. Efter: Braun 1964, s. 370.

Det københavnske materiale
Et større materiale af vanter og huer er bevaret fra de københavnske volde, hvor der i starten af 1900-tallet var større anlægsarbejder. Desværre er de oplysninger vi har om materialet sparsomme. Genstandene har forskellige fundsteder og hele materialet kan ikke dateres nærmere end til før 1650. Der er bl.a. fundet tre hele vanter og flere større stykker som med sikkerhed kan bestemmes som nålebinding. Også strikkede handsker kendes fra samme materiale så sandsynligheden for at de to teknikker har været kendt og brugt samtidig er stor. De huer man fandt har været omdiskuteret da overfladestrukturen kunne minde om nålebinding. Men de fleste af huerne er undersøgt og teknikken er ikke nålebinding, men derimod filtning med en art flossyning. Materialet er delt mellem flere museer, men materialet er aldrig behandlet samlet så der er intet overblik over omfanget.

Fig. 2: Hue fundet i de københavnske volde. Denne og en del andre huer af samme slags ligner i strukturen nålebinding, men nærmere undersøgelser viser at
huerne er tildannet ved flossyning. Efter: Københavns Bymuseum.


Fig. 3: Si til ølbygning og mælkeforarbejdning. Selve sien er fæhår udført i nålebinding. Fra Hjartdalen i Telemarken.

Norsk Folkemuseum, Oslo, 5.243 Efter: Nordland 1963, s. 51.


Strikningens indførelse
I spørgsmålet omkring strikningens oprindelse og indførelse i Europa og Norden er forskere stadig uenige og billedet er noget uklart. Sandsynligvis er strikningen indført fra Mellemøsten til Europa via araberne som invaderede Spanien i 700-tallet. Araberne lærte strikningen af kopterne – et kristent folkslag i Egypten. Dog er der stadig problemer med tolkningen af flere egyptiske objekter der af forskellige forskere tolkes til både nålebinding og strikning. Efterretninger om strikning har vi i Sydeuropa bl.a. i bevarede strikkede pudevår fra kongegravene i Las Huelgas-klostret i Burgos, Spanien. Fra Paris kan hentes information om strikning som håndværk fra 1268 og om strikkere organiseret i gilder fra omkring 1366. Strikkekunsten har altså bredt sig fra Sydeuropa til Nordeuropa hvor den tilsyneladende først kan efterspores fra 1400-1500-tallet. Således er det første portræt af en strikkende kvinde en Maria-gengivelse på en altertavle fra Hamburg omkring 1390. Her ses Jomfru Maria i gang med at strikke Jesu lidelsesskjorte. Strikkede vanter og handsker kendes bl.a. fra Europas bispegrave hvor den
tidlige middelalders nålebundne handsker bliver afløst af fine strikhandsker i højmiddelalderen. Ved udgravninger i København er flere fingerhandsker og vanter fremkommet. De er dateret til omkring 1600-tallet og er fra samme materiale som de tre nålebundne vanter omtalt tidligere. Baretter og hatte eller grovere former for huer kendes også fra flere steder i Europa fortrinsvis
fra senmiddelalderen. I London er der fundet strikkede stykker i 1300-tals lag som muligvis stammer fra en hue. Strikkede hoser kendes først fra slutningen af middelalderen hvor strikningens elasticitet udnyttes til fine tynde strømper. Således købte den svenske Kong Erik XIV i 1562 et par silkestrikkede strømper
der kostede lige så meget som en tjeners årsløn.



Er du blevet interesseret i nålebinding?
En introduktion til hvordan “grundstinget” i nålebinding udføres og en oversigt over de omtalte fund, kan du få ved at bestille nålebindingshæftet hos mig.


Litteratur til mere læsning om nålebinding:


Arbman, Holger og Elisabeth Strömberg: Åslevanten, Fataburen Nordiska museets och Skansens årsbok 1934, s. 67-82.


Bender-Jørgensen, Lise: Nålebinding i dansk stenalder, Textila tekniker i nordisk tradtion, Rapport från nordiskt symposium om textila
tekniker 1986, s. 63-68.


Bonniers store håndarbejds leksikon, Teknikker og traditioner (red. Margrethe Petersen) 1996.


Böttcher, Gudrun: Nadelbindungstechnik: Mittelalterlicher Textilfund in Müsen – Nachbildungsversuch, Experimentelle Archäologie
Bilanz1991 (Sonderdruck aus Archäologische Mitteilungen aus Nordwestdeutschland Beiheft 6) Oldenburg 1991, s. 331-338.


–: Nadelbindung – “Schlafmütze” in Dokkum, Experimentelle Archäologie Bilanz 1998, Oldenburg 1999, s. 125-136.


Braun, Joseph: Die Liturgische Gewandung im Occident und Orient, Nach Ursprung und Entwicklung, Verwendung und Symbolik ,
Darmstadt 1964.


Franzén, Anne Marie: En medeltidag socka i nålning, Upplands fornminnesförenings tidskrift 1963, s. 38-47.


Franzén, Anne Marie and Agnes Geijer: Textile Finds from excavations in Swedish towns 1960-66. A preliminary report, Res
Mediaevales Ragnar Blomqvist kal. mai. MCMLXVIII oblata (red. Anders W.Mårtensson) (Archaeologica lundensia Investigationes de antiqvitatibus urbis Lundae III) Karlshamn 1968, s.129-135.


Hald, Margrethe: Ancient Danish textiles from bogs and burials A comparative Study of Costume and Iron Age Textiles (Archaeological
Historical Series Vol. XXI) 1980.


Egon Hansen: Nålebinding og brikvævning fra Mammengraven, Mammenhøvding eller kvinde? Mammen, Grav, kunst og samfund i vikingetid (red. Mette Iversen) 1991, s. 145-148.


–: Nålebinding : definition and description, Textiles in Northern Archaeology 1987. (1990), s. 21-27.


Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, Nålbinding, bd. 12, 2. oplag 1981, sp. 425-428.


Lehmann-Filhes, Margrethe: Zwei isländische Handschuhe, Zeitschrift für Ethnologie 1896, s. 29-30.


Nordland, Odd: Primitive Scandinavian Textiles in Knotless Netting,Studia Norvegica Ethnologica og Folkloristica 1963:IV, s. 1-154.


Turnau, Irena: History of Knitting before Mass Production , Warzawa 1991.


Walton, Penelope: Textiles, Cordage and Raw Fibre from 16-22 Coppergate (The Archaeology of York. The small Finds 17:5) 1989, s.
341-345.


Warburg, Lise: Den strikkende madonna i syd og nord, CRAS1984:XXXIX, s. 79-92.


Østergård, Else: Tekstilfragmenterne fra Mammengraven. Mammen, Grav, kunst og samfund i vikingetid (red. Mette Iversen) 1991, s. 123-137.

ULDSTOF


I en række byer fra Nordeuropa er store fund af stofrester gravet frem de sidste 30 år. Studier af tekstilfund fra middelalderbyer som
Lödöse i Sverige, Oslo i Norge, Turku i Finland og Lübeck i Tyskland samt vikingebyen Hedeby viser, at stof bl.a. blev fremstillet af uld fra et dobbelt-pelset får med kort, fin underuld og grovere, længere dækhår. Bindingen er oftest 2/1 kiper med flere og tyndere tråde i trenden, mens der er færre og tykkere tråde i islætten. Stofferne er ofte let valkede, hvor den uligesidede binding og forholdet mellem trend og islæt giver en blød og varm bagside, men en tæt og hårdere forside – perfekt til dragter.


I september 2004 afleverede jeg speciale i Middelalderarkæologi med titlen: Stofproduktion i Nordeuropa 1100-1500 – en analyse af tekstilfund fra Lödöse og Lübeck samt en diskussion af forholdet mellem tekstiler, vævetyper og produktionsformer. Her er et kort resume af specialet gengivet fra artiklen Hvad brune laser kan fortælle om middelalderens stofproduktion publiceret i Tenen i 2005.


Arkæologiske tekstiler fra to middelalderbyer i Nordeuropa blev behandlet i specialet. Tekstilerne, som efter mange år i jorden, er nu blot mindre stykker stof med en brunlig farve. Tekstilerne jeg har arbejdet med, er alle vævede af uld. De har sandsynligvis været beklædningsstof, men er efter brug blevet genanvendt som klude og ”toiletpapir” og er derfor havnet i byernes affaldsdynger. I tæt samarbejde med en håndvæver har jeg fundet frem til, hvordan man kan se hvilken type væv, et stof er vævet på. Ud fra forskellige former for undersøgelse har jeg inddelt tekstilerne i en række typer. Derefter har jeg bestemt, hvilken væv en stoftype er vævet på, og til sidst har jeg bestemt, under hvilke forhold stoffet er fremstillet. Undersøgelsen viste således, at største delen af tekstilerne fra den internationale handelsby Lübeck i er vævet på en trampevæv, mens tekstilerne fra den svenske havneby Lödöse både er vævet på trampevæv, men også vævet på vægtvæv. Mens tekstiler fra Lübeck er vævet som masseproducerede stoffer, er tekstilerne fra Lödöse sandsynligvis vævet som enkelte stykker af den lokale væver eller importeret fra bl.a. Lübeck.


Tekstilproduktion i middelalderen
Middelalderen er tekstilhistorisk set en meget spændende periode i Nordeuropa. Gennem en række skriftlige og billedlige kilder samt arkæologiske fund får vi i dag et lille indblik i, hvilke stoffer middelalderens mennesker kunne klæde sig i, og hvordan stofferne var fremstillet. Netop i den middelalderlige periode fra 1000-tallet og frem til reformationen i 1500-tallet sker en stor udvikling indenfor tekstilproduktionen. I middelalderen har man anvendt to typer af væve i produktionen af beklædningsstof. Den ene type er den, vi også anvender i dag med vandret trend og skafter, der styres med tramper. Den anden type væv er vægtvæven, som har en lodret hængende trend, der er strakt ved hjælp af tyngder forneden. Disse to væve efterlader forskellige spor i tekstilerne. Det er disse spor, jeg har fundet frem til og undersøgt.


Omkring 1100-tallet startede en lang række nordfranske, hollandske og engelske byer en masseproduktion af en bestemt type stof, det såkaldte klæde. Væverne var organiserede i gilder og laug, mens fremstillingsprocessen var opdelt på specialiserede personer, så ulden blev kæmmet et sted, spundet et andet, trenden blev skåret et tredje sted osv. gennem alle led med vævning, valkning, opbørstning af luven, overskæring af luven og farvning. Hele fremstillingen blev styret af købmænd, som havde pengene til råmaterialer og arbejdslønninger. Klædet produceredes som en handelsvare og blev solgt i hele Europa. Endnu den dag i dag har mange tyske rådhuse stadig en bygning, som kaldes klædehallen. Trampevæven er tæt forbundet med klædeproduktionen og er kommet til Nordeuropa i den tidlige middelalder. Hvornår trampevæven er kommet til Skandinavien, er til gengæld endnu usikkert. Her har stoffremstillingen sandsynligvis været udført af lokale vævere, der på bestilling har vævet et enkelt stykke ad gangen. Det er også muligt, at en overskudsproduktion fra husholdningen er blevet solgt på markedet. Tekstilerne afspejler samfundet De tekstiler, som er behandlet i specialet, er fra Lödöse i Sverige og fra Lübck i Tyskland. Lödöse er Göteborgs middelalderlige forgænger og var i middelalderen Sveriges eneste havneby mod vest. Byen ligger et stykke op ad Göta-elven og var mod syd og nord omkranset af henholdsvis danskerne og nordmændene. Derfor var Lödöse en vigtig by både for handlen og for kongemagten. Tekstilerne fra Lödöse er fra perioden 1100-1350. Tekstilerne fra Lübeck er derimod overvejende fra 1400-tallet. Lübeck var gennem det meste af middelalderen en af de vigtigste handelsbyer i Nordeuropa. En meget stor del af det masseproducerede klæde blev distribueret til hele Baltikum og Norden via Lübeck. Lübeck var hovedstad i det såkaldte Hansa-imperium. Tekstilerne fra Lübeck afspejler altså overvejende masseproducerede stoffer vævet på trampevæv. Tekstilerne fra Lödöse afspejler derimod både stoffer vævet på vægtvæv og på trampevæv som enkelte stykker og importeret masseproduceret stof.


Brune laser kan indeholde mange oplysninger
Umiddelbart giver de brune laser ikke nogen forestilling om det oprindelig udseende eller anvendelse, men gennem forskellige undersøgelser kan en del oplysninger trækkes frem. I én undersøgelse har jeg noteret oplysninger om garn, binding og antallet af tråde på 1 cm. Ved garnet har jeg noteret, hvilken vej garnet er spundet, hvor hårdt det er spundet og hvor tykt garnet er. Næsten alle garner i middelalderstoffer er af en-trådet garn. I trenden er garnet spundet i venstre retning, også kaldet z-snoning, mens garnet i islætten er spundet modsat i s-snoning. Bindingerne, som forekommer, er toskaft også kaldet lærredsbinding, 2/1 kiper og 2/2 kiper. Antallet af tråde/cm varierer meget, men ofte er der flere tråde i trenden end i islætten. I en anden undersøgelse har jeg noteret, hvordan tekstilets overflade ser ud, hvordan garnet ser ud og hvordan trådene og trådsystemerne ser ud. Der er i denne sidste undersøgelse, jeg har observeret en række elementer, som jeg mener stammer fra enten trampevæven eller vægtvæven. Det er også denne del af undersøgelsen, jeg har diskuteret meget med håndvæver Lena Hammarlund. Hun har gennem en del år arbejdet med arkæologiske tekstiler baseret på praktiske prøvevævninger på både trampevæv og vægtvæv. Lena Hammarlund arbejder fortsat med prøvevævningerne og undersøger om de elementer jeg har observeret i tekstilerne kan skyldes andre forhold end vævetypen. Derfor skal min fortolkning af elementerne også ses som et foreløbigt forslag til, hvordan visse elementer i tekstilerne kan tolkes i forhold til trampevæv og vægtvæv.


Resultaterne af arbejdet har vist, at arkæologiske tekstiler indeholder mange oplysninger om fremstillingsmetode og vævetype, men der er vigtigt, at flere undersøgelser foretages, før der kan siges noget sikkert om forholdet mellem tekstil, vævetype og produktionsform.



Tekstil fra Lübeck
Tekstil fra Lübeck
Eksempel på et typiskt tekstil fra Lübeck. Fragment nr. HL2 432:2. Foto KVP.
Vægtvæv
Vægtvæv
Rekonstruktionstegning af en vægtvæv fra York. Efter: Walton Rogers 1997, fig. 812.
Trampevæv
Trampevæv
Middelalderlig væver ved trampevæven. Fra et engelsk håndskift. Efter: Cardon 1999, fig. 195.
Tekstil fra Lödöse
Tekstil fra Lödöse
Eksempel på et typiskt tekstil fra Lödöse. Fragment nr. C274. Foto KVP.

ET REKONSTRUKTIONSPROJEKT

Et nutidigt uldstof til historiske dragter bygger på en rekonstruktion af et middelalderligt stykke stof fra Lödöse, Sverige, men svarer til den største del af de hverdags dragttekstiler fra vikingetid til 1300-tallet, der er fundet i de arkæologiske fund.


Stoffet er:
– vævet på et moderne væveri
– af maskinspundet garn
– af spælsau-uld fra Norge
– bindingen er 2/1 kiper
– 12 tråde/cm i trend og 8 tråde/cm i islæt
– z-spundet trend og s-spundet islæt
– trendens løbelængde er 7000 m/kg, islættens er 4500 m/kg


Stoffet er hvidt og dermed velegnet til plantefarvning.

I 2003 lavede jeg en rekonstruktion på
baggrund af tekstiler fra Lödöse, Sverige, som en del af et eksamensarbejde på Väfskolan, Borås, Sverige.


Omkring 2004-2005 blev stoffet sat i produktion som et samarbejde mellem Kjellerup Væveri og Søren Fink og mig selv.

Nedenstående billede er af den rekonstruktion jeg lavede i Sverige.

Litteratur:

Cardon, Dominique: La Draperie au Moyen Âge Paris 1999.


Ekre, Rune, Carl Hylander, Rolf Sundberg: Lödösefynd ting från en medeltidsstad Uddevalla 1994.


Graßmann, Antjekathrin: Lübeckische Geschichte 3. Aufl. Lübeck 1997.


Grenander Nyberg, Gertrud: Lanthemmens vävstolar Studier av äldre redskap för husbehovsvävning (Nordiska museets Handlingar 84) Stockholm 1974.


Hammarlund, Lena: Tekstilenes fjerde dimensjon – håndverkerens kunnskap og redskap Spor 1997:2, 1997, s. 26-29.


--: Textiliernas fjärde dimension, Hantverkarens kunskap och redskap, En studie av romerska tuskaftsvävar från Mons Claudianus (Rapport från HSFR projekt) Borås1998.


Hägg, Inga: Die Textilfunde aus dem Hafen von Haithabu Berichte über die Ausgrabungen in Haithabu 20 Neumünster 1985


Hoffmann, Marta: The warp-weighted loom Studies in the History and Technology of an ancient Implement(Studia Norvegica No. 14) Oslo 1964.


Jeffery, Sonia & Jan Johansson: Textilier som arkeologiskt arv Populär Arkeologi 22:2, 2004, s. 3-7.


Kirjavainen, Heini: The fleece types of late medieval textiles and raw wool finds from the Åbo Akademi site Rituals and relations. Studies on the society and material culture of the baltic finns 2005, 131-146.


Kjellberg, Anne & Marta Hoffmann: Tekstiler De arkeologiske utgravninger i Gamlebyen, Oslo bd. 8, 1991; Tidow, Klaus: Die spätmittelalterlichen und frühneuzeitlichen Wollgewebe und andere Textilfunde aus Lübeck Lübecker Schriften zur Archäologie und Kulturgeschichte bd. 22, 1992, s. 237-271.


Kjellberg, Sven: Ull och ylle Bidrag till den svenska yllmanufakturens historia Lund 1943.


Munro, John: Medieval woollens: Textiles, Textile technology and industrial organisation, c. 800-1500 The Cambridge History of Western Textiles I (ed. David Jenkins) Cambridge 2003a, s. 181-227.



--: Medieval woollens: The western European woollen industries and their struggles for international markets, c. 1000-1500 The Cambridge History of Western Textiles I (ed. David Jenkins) Cambridge 2003b, s. 228-324.


Vestergård Pedersen, Kathrine: Hvad brune laser kan fortælle om middelalderens stofproduktion, Tenen 2005.


Walton Rogers, Penelope: Textile Production at 16-22 Coppergate (The Archaeology of York, vol. 17/11: The Small Finds) York 1997.


Tidow, Klaus: Die spätmittelalterlichen und frühneuzeitlichen Wollgewebe und andere Textilfunde aus Lübeck Lübecker Schriften zur Archäologie und Kulturgeschichte bd. 22, 1992, s. 237-271.



EN SKOMAGERFAMILIE PÅ KULTURHISTORISK RANDERS


Den 1. november 2006 begyndte jeg på arbejdet med at sy tre middelalderdragter til den nye middelalderudstilling på Randers Museum. Udstillingen åbnede i marts 2007.

Rammerne for dragterne er en bedre stillet skomagerfamilie fra 1300-tallet. Selvom skomagerfamilien er fiktiv, så tildannes både giner, stoffer og dragtsnit udfra repræsentativ kildemateriale. Således er tre personer med nogenlunde den rigtige højde og kropsbygning i forhold til middelalderens mennesker blevet udvalgt, og en række danske kalkmalerier er blevet studeret for at ramme det rigtige udtryk i dragterne. Normalt er stof og pels meget dårligt bevaret i jorden, og i Randers er kun få fragmenter af datidens dragter bevaret. Derfor har det været nødvendigt at bruge andre arkæologiske fund som forlæg for dragternes snitmønstre, syteknikker, stoffer og farver.

Stoffet til rekonstruktionerne er det fabriksfremstillede uldstof, der kan læses mere om på denne side. Dette stof er således lavet på baggrund af et arkæologisk fund fra 1300-tallets Lödöse i Sverige, og bygger
altså ikke på et fund fra Randers. Det er dog ikke usandsynligt, at der i et større arkæologisk materiale end de ca. 10 fragmenter af vævet uldstof, der rent faktisk er bevaret fra Randers, ville dukke en sådan type op. Stoffet er plantefarvet i samarbejde med Lone Olsen fra Kjellerup. Hun har farvet et stykke rød med krap og to stykker gult med regnfan, hvoraf det ene er overfarvet med jernvitriol og er blevet grønt. Endelig blev det sidste stykke stof farvet brunt med valnødder.